Michael Henneberg er graduate hos Nordea, men har allerede fået sig en fast stilling som assisterende analytiker, hvor han rådgiver kunderne om handelsstrategier. Han har altid været fascineret af finansverdenen.
”Jeg har nok altid været fascineret af den finansielle verden - store banker og høje glasbygninger, hvor man vidste, der skete en masse indeni,” fortæller 26-årige Michael Henneberg.
I dag er han uddannet økonom og graduate hos Nordea Markets. Og fascinationen er langt fra aftaget.
”Jeg har svært ved at gå hjem om aftenen. Det hænger nok sammen med mine ambitioner,” siger han og opremser en række af de ting, han bedst kan lide ved at være graduate i
Nordea Markets:
At man bliver udfordret. At ledernes døre altid står åbne. At man får et godt netværk med de andre graduates. Og ikke mindst kan han godt lide:
”Muligheden for at tage fat og give den gas! Tempoet, intensiteten og den fede stemning gør, at man føler, man står midt i markedet,” fortæller han.
Hurtig fast plads
Da Michael Henneberg startede som graduate i efteråret 2010, var det egentlig meningen, at han skulle i rotation i tre forskellige afdelinger i løbet af et år. Men allerede efter syv måneder og to rotationer i henholdsvis salgs- og researchafdelingen fik han en fast stilling som assisterende analytiker i afdelingen for rente- og volatilitetsstrategi.
”Rotationen har gjort mig klog på Nordea og de forskellige afdelinger, og jeg synes, at alle de steder, jeg har været, har været spændende. Det havde jeg nok ikke troet på forhånd,” indrømmer han og forklarer sin rolle som
assisterende analytiker:
”Overordnet kan man sige, at jeg laver handelsstrategier og anbefalinger inden for rentederivater på daglig basis til institutionelle kunder.”
Derfor gælder det om at være opdateret på det finansielle marked fra morgenstunden. Det gør graduaten blandt andet ved at læse kommentarer fra forskellige analytikere og finansielle nyhedskilder som for eksempel Bloomberg.
Bagefter tager han til morgenmøde, hvor afdelingerne på tværs diskuterer, hvordan Nordea skal forholde sig til de aktuelle markedspriser og forhold på markedet – som for eksempel gældskrisen i Grækenland.
Resten af dagen er Michael Hennebergs primære opgave løbende at overvåge markedet og lave beregninger, så han kan finde på attraktive idéer til strategier, han kan give videre til sælgerne.
Han kan godt lide, at hans præstation er målbar.
”Hvis vores sælgere og kunder synes om de idéer, jeg har, tager de dem jo,” uddyber han.
En mentor til hver
Michael Henneberg fortæller, at det er rart at føle, at banken investerer i ham. Det gælder både graduateprogrammet, der sætter fokus på hans personlige udvikling – og når chefen siger ja til, at han kan tage på et relevant kursus.
Som en del af graduateprogrammet har han fået tildelt en personlig mentor, som han snakker med én gang om måneden om sine karrieremål.
Det overordnede mål står dog allerede klart:
”Jeg vil gerne blive utrolig dygtig til mit arbejde. Én, der er et vigtigt aktiv for firmaet, og som er specialist på mit område,” fortæller han.

