Questions & Answers for Teknologisk Institut
Virksomheden
Hvad er jeres vision?
Teknologisk Institut virker til gavn for erhvervsliv og samfund ved udvikling og formidling af ny teknologi, der kan anvendes i praksis. Vores vision er at være danske virksomheders foretrukne samarbejdspartner om teknologiske udviklingsopgaver inden for de kerneområder, der har betydning for dansk erhvervsliv.Hvad laver jeres virksomhed?
Vi skaber teknologisk og ledelsesmæssig udvikling i samarbejde med virksomheder og forsknings- og uddannelsesinstitutioner i hele verden. Vi gennemfører rådgivnings- og standardiseringsaktiviteter, og vi styrker arbejdsmarkedets kompetencer med det største udbud af kursus-, certificerings- og foredragsaktiviteter i Danmark.
Viden er vores vigtigste ressource og vores specialister er blandt de dygtigste inden for deres felt. Vi har en stærk profil inden for forskning og udvikling, såvel nationalt som internationalt. Vores laboratorier er i verdensklasse og bidrager således til dansk erhvervslivs globale konkurrenceevne.
Vi arbejder inden for en bred vifte af teknologiske og ledelsesmæssige fagområder lige fra life science og energi til erhvervsudvikling, materialer, produktion og uddannelse.Hvad er de væsentligste udviklingstendenser og vækstområder for jeres virksomhed?
Vores vækstområder og udviklingsaktiviteter baserer sig i høj grad på, at vi, i samarbejde med ind- og udland, skal være i stand til at hjælpe erhvervslivet med at løse de fremtidige udfordringer og udvikle danske virksomheders potentialer, produkter og metoder.
Karrieremuligheder
Hvordan arbejder I med medarbejderudvikling?
Vi tilstræber en løbende opkvalificering og udvikling af vores medarbejdere til gavn for både medarbejdere, virksomheder og samfund, så Teknologisk Institut er blandt Danmarks bedste "lærepladser".
Vores medarbejderudviklingssamtale, som vi kalder for en motivations- og udviklingssamtale, danner baggrund for en konkretisering af mål, motivation, kompetencer og behov for videreudvikling. Vi støtter derudover relevant videreudvikling og -uddannelse.
Vi har vide rammer for at anvende og udvikle kompetencer, hvilket stiller krav til dig om, at du tager ansvar, opsøger og udnytter mulighederne bedst muligt, så du lever op til behovet for innovativ tænkning og udvikling af nye områder.Hvilke muligheder kan I tilbyde akademikere?
Det faglige niveau er højt og du får mulighed for at vokse med en række spændende opgaver og projekter. Du får ligeledes muligheden for at arbejde med de nyeste teknologier eller metoder i en sammenhæng, hvor de får praktisk og reel betydning for virksomheder og i samfundet.
Vi lægger stor vægt på at skabe gode arbejdsforhold, og selvom den teknologiske udvikling går stærkt, er vi bevidste om, at der skal være en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Hvad skal der til for at få succes som medarbejder hos jer?
Vi ansætter løbende nye medarbejdere med forskellig uddannelsesbaggrund, både nyuddannede og erfarne, der kan styrke vores faglige og forretningsmæssige udvikling. Nøgleordene for os er nysgerrighed, selvstændighed, videndeling og initiativ.
Vores fokus på teknologidrevet vækst betyder, at innovative medarbejdere er en forudsætning for succes. Vi er derfor konstant på udkik efter nye kolleger, som kan give det ekstra spring fremad.
Kultur & værdier
Hvilke værdier præger jeres virksomhedskultur?
Vi har stor faglig bredde inden for tekniske og ledelsesmæssige discipliner
- det åbner for helhedsprægede og tværfaglige løsninger.
Vi arbejder uvildigt og fortroligt med faglig integritet
- det giver tillid og loyalitet.
Vi udforsker nye teknologier og udvikler ny viden
- det skaber innovation og nye løsninger.
Vi kombinerer avanceret viden med praktisk erfaring
- det sikrer anvendelige løsninger, der er tilpasset kundens behov.
Vi er handlingsorienterede og taler et sprog, der er til at forstå
- det giver kontante resultater.
Vi er effektive og tænker forretningsmæssigt
- det betyder ’value for money’.
Vi er veluddannede og engagerede
- det sikrer kvalitet og hurtighed.Hvad er det, der i det daglige gør jeres arbejdsplads god?
Konstante faglige udfordringer, adgang til de nyeste teknologier og plads til nytænkning.
Derudover kolleger, der er blandt de dygtigste på deres felt, store frihedsgrader og relevante udviklingsmuligheder.
Rekruttering
Hvad kan en jobsøger forvente til jobsamtalen?
Når du kommer til en jobsamtale hos os, forventer vi, at du er velforberedt, så vi kan danne os et indtryk af hinanden. Du kan for eksempel gøre dig klart, hvad du forventer af os, og hvad du selv kan bidrage med. Samtalen er også din mulighed for at finde ud af mere om, hvem vi er og stille spørgsmål.
Vi afholder normalt to samtaler med en ansøger før en eventuel ansættelse. Til den første samtale deltager lederen og ofte også en medarbejder fra det center, hvor du har søgt stillingen. Ved anden samtale møder du, foruden lederen, enten divisionsdirektøren eller en HR konsulent, og somme tider begge.Hvordan forløber et typisk rekrutteringsforløb?
Vi lægger vægt på, at alle ansøgere får en god og professionel behandling. Samtidig er det vigtigt for os, at rekrutteringsforløbet resulterer i en udvælgelse af den kandidat, der er bedst egnet til jobbet. Vurderingen baserer vi på dine faglige og personlige kompetencer samt din motivation i forhold til det aktuelle job.
Rekrutteringsforløbet varer typisk omkring seks uger fra ansøgningsfristen til den rette kandidat er udvalgt.
Andet du bør vide
Er der andet man som jobsøger bør vide om jeres virksomhed?
Vi er et selvejende og almennyttigt institut, der har til formål at gavne det danske samfund og erhvervsliv ved udvikling, formidling og anvendelse af teknologibaseret viden. Vores vigtigste opgave er at sikre, at ny viden og teknologi hurtigt kan omsættes til værdi for vores kunder blandt andet i form af nye eller forbedrede produkter, materialer, processer, metoder og organisationsformer.

