Succeshistorierne fra dit liv rummer dybe sandheder om, hvem du er, og hvad du kan godt lide. De kan hjælpe dig tættere på en afklaring af de jobfunktioner, du vil være bedst til og derfor gøre din jobsøgning lettere. Her præsenterer vi en model, der hjælper dig med at sætte ord på succeserne og dermed på det, du er god til, og hvad du gerne vil arbejde med.

Af Thomas Klintgaard,
karrierekonsulent,
CA a-kasse
Når du skal finde dit jobfokus, så start med at se tilbage og find de historier, som handler om det sjoveste og mest lærerige, du har lavet i dit liv indtil nu. Dine succeshistorier rummer nemlig nogle dybe sandheder om, hvem du er, og hvad du godt kan lide at lave. Og kan du først sætte ord på dem, er du allerede et skridt længere fremme i retning af et job. Det er der flere grunde til.
Når du får sat ord på dine succeshistorier, bliver du også helt automatisk klogere på dig selv og de ting, der betyder noget for dig i dit arbejdsliv. Historierne kan dermed hjælpe dig til at træffe nogle frugtbare valg, når du skal i gang med at søge job. Samtidig foretrækker rekrutteringskonsulenter også de kandidater, som ved, hvad de vil. For de medarbejdere, der kender sig selv og er målrettede, performer også bedst.
Forudsætningen, for at vi virkelig kan trænge igennem, er, at vi har en mission med det, vi laver. Incitamentet er derfor klart: Find succeserne frem. Læs her, hvordan du gør.
Du kan hente dine historier fra mange forskellige sammenhænge. Det er dog vigtigt, at det er sammenhænge, hvor du også har leveret værdi til andre end dig selv.
Oplagte sammenhænge kunne være:
- Projektarbejde på studiet, hvor du har ydet dit særlige bidrag til helheden
- Frivilligt arbejde, hvor du har haft meget hjerteblod i det, og hvor du har engageret dig på de områder, som har givet allermest mening for dig
- Lønarbejde – uanset branche – hvor du har været med til at levere kundeservice og har hjulpet dine kolleger med at få bestemte ting til at lykkes
- Politisk arbejde, hvor du har været med til at finde løsninger i en kontekst, hvor evnen til at opstille visioner og indgå kompromiser er essentielt
- Familieaktiviteter, hvor du har været med til at gøre jeres fælles liv frugtbart ved at finde løsninger på bestemte udfordringer
- Sport/fritid, hvor du har været med til sikre, at dit hold havde succes
- Rejser, hvor du har fået ting til at lykkes i samarbejde med andre mennesker
Brug denne fremgangsmåde:
Trin 1:
Navngiv dine succeshistorier
Start med at lave en liste med overskrifterne på de succeshistorier, som først falder dig ind, når du tænker tilbage på de ting, du har lavet igennem de sidste fem til syv år. Find mindst én succeshistorie fra hver af de sammenhænge, du har indgået i. Dine succeshistorier er de erfaringer, som du tænker tilbage på med smil på læben. Og husk, at historierne ikke nødvendigvis behøver handle om situationer, der endte med et spektakulært resultat. Til gengæld rummer de måske en frugtbar læring for dig og kvalificerer dermed til betegnelsen succeshistorie. Læg fokus på erfaringer, som lever op til en eller flere af følgende parametre:
- Du tog et aktivt initiativ
- Du bidrog til, at problemet blev løst
- Du var glad og stolt over det, du bidrog med
- Du høstede anerkendelse
- Du lærte noget vigtigt – også om dig selv
Trin 2:
Gør succeshistorier til STARK-historier
Skriv historierne én for én – og sørg for at komme rundt om følgende parametre:
S = Situation (hvad var situationen?)
T = Task (hvad var problemet/opgaven?)
A = Action (hvordan bidrog du til en løsning?)
R = Result (hvad kom der ud af det?)
K = Knowledge (hvad lærte du?)
Brug 60-80 ord til at beskrive hver parameter, så hver historie i alt kommer til at fylde 300-400 ord, svarende til godt en halv A4-side.
Når du kommer til Action-delen, så er det dine handlinger, du skal fokusere på. Selvom der sikkert har været andre mennesker involveret, er det dig selv og det, du gjorde i situationen, som du skal have frem.

Trin 3:
Bring dine STARK-historier i spil
Hvis du har en coach eller en mentor, er det oplagt at få hans eller hendes feedback. Du kan også få nogen i dit netværk til at fortælle dig, hvordan de opfatter dine STARK-historier. Det kan være en god idé både at spørge nogen, der kender dig godt, og nogen der kender dig mindre godt. Så får du et mere nuanceret billede af, hvad dine STARK-historier kommunikerer om dig. Det er intimt og sårbart at dele dine dyrebare historier med andre, men det betaler sig. Du bliver med stor sandsynlighed klogere på dig selv og de ting, der betyder noget for dig i dit arbejdsliv.
Du kan også stille dig selv nogle spørgsmål til hver enkelt af dine STARK-historier:
- Hvad er grunden til, at det lige er den her historie, du har valgt at slå ned på?
- Hvad var det især, som gjorde det til en positiv oplevelse – for dig?
- Hvad er det for en side af dig, som blev stimuleret i den givne sammenhæng?
- Er det en side, som du generelt godt kan lide at bruge – og hvis ja: hvordan?
- Tænk over de relationer, du indgik i – hvad var særligt berigende?
- Kan din glæde ved bestemte relationer give et fingerpeg om, hvad du gerne vil lave i dit fremtidige job? Byg selv videre på listen med spørgsmål. Fælles for dine spørgsmål skal sådan set bare være, at de skal stille skarpt på, hvad der egentlig gjorde dine succeshistorier til noget særligt – for lige netop dig.
Trin 4:
Sådan bruger du dine STARK-historier
Når du skriver dine succeshistorier ned, vil du komme til at reflektere over, hvad det egentlig var, der gjorde dem til rigtig fine oplevelser for dig. Det kan du bruge til at komme tættere på, hvilke funktioner det vil give mening for dig at gå efter. Hvilke relationer kan du godt lide at indgå i? Det siger noget om dine samarbejdsevner – altså din måde at omgås andre mennesker. Hvilken slags problemer kan du godt lide at løse? Med hvilken slags metoder? Og det siger noget om dine tekniske kompetencer. Både dine samarbejdsevner og dine tekniske kompetencer er vigtige, da de tilsammen udgør en pakke, som er unik for lige netop dig.
Fremgår dine særlige samarbejdsevner og tekniske kompetencer af dit CV i dets nuværende udformning? Hvis ikke, gør du klogt i at tydeliggøre dem ved at uddybe de erfaringer, der afspejler dem.
Dine STARK-historier kan du også bruge, når du skal til jobsamtale. Forbered hvilke STARK-historier, du særligt gerne vil fortælle til samtalen. Sørg for at være strategisk og udvælg de historier, der siger noget om dine kvaliteter på lige præcis de områder, som jobbet handler om. Når du sidder til samtalen, vil det være nemt for dig at fortælle historierne, for de ligger på rygraden, nu hvor du har udvalgt dem på forhånd.
Held og lykke!
