En god ansøgning er afgørende for, om du bliver kaldt til jobsamtale. Selvom der ikke findes nogen klar opskrift på den perfekte jobansøgning, giver KarriereVejviseren dig på de næste sider inspiration til, hvordan du sikrer, at din ansøgning ikke bare er endnu et A4-ark med Times New Roman-skrift i ansøgningsbunken. Men først nogle generelle råd.

Lad os slå det fast med det samme: Standard-ansøgninger, hvor du bare skifter virksomhedens navn ud og copy-paster den samme tekst ind i din ansøgning til ti forskellige virksomheder, vil hurtigt blive gennemskuet og sorteret fra.

Det er derfor vigtigt, at du tilpasser hver ny ansøgning til den stilling og virksomhed, du søger job hos. Derfor skal du øve dig i at matche dine kompetencer med dét, virksomheden efterspørger. Og er der tale om en uopfordret ansøgning, er det vigtigt, at du har en god forestilling om, hvilke kompetencer virksomheden kan have brug for.

Vis hvad du kan tilbyde

Det essentielle ved en ansøgning er, at læseren ganske hurtigt får en begrundelse for, hvorfor du søger, hvad du kan tilbyde virksomheden, og hvorfor det er dig frem for den næste ansøger i bunken, der skal have jobbet.

Derfor bør du overveje, hvilke sætninger, der kan skille dig ud fra mængden og sende dig over grænsen til det forjættede "samtale-land". Der er ingen grund til at fare hen i reolen og finde fremmedordbogen frem for at skrive en god ansøgning.

Snarere tværtimod! Brug aldrig ord eller sætninger, som du normalt ikke ville bruge. Skriv din ansøgning, så den afspejler den person, du er, og juster sproget, så det passer til den virksomhed, du søger arbejde i. Søger du for eksempel en stilling, hvor du skal være kreativ og dygtig til at formulere dig, er det ikke nok at skrive, at du er kreativ, hvis din ansøgning ikke afspejler kreativiteten. Du er nødt til at vise i din ansøgning, at du også mestrer de spændende og levende formuleringer.

Samtidig bør du indholdsmæssigt også skrive noget om, at du trives med at være kreativ, at du er god til at brainstorme og finde på gode idéer – og husk at give eksempler, der understøtter dine postulater.

Hårdt arbejde

Det er hårdt arbejde at skrive ansøgninger, og måske vil du komme til at skrive mange af dem, før du bliver kaldt til jobsamtale eller får det afgørende håndtryk, der sikrer dig job og pensionsopsparing.

Men husk også at betragte arbejdet med at skrive ansøgninger som en proces, hvor du bliver bedre og bedre til at beskrive og fremhæve dine egne kvaliteter. For det kan faktisk være en svær opgave at finde frem til og få formuleret dine bedste kvaliteter – og hvor du skiller dig ud fra andre ansøgere.

Vær positiv

Generelt skal du fokusere på alle de positive ting – både ved jobbet og dine evner. Er der f.eks. opremset nogle opgaver i stillingsbeskrivelsen, som du ikke lige synes om, bør du springe dem over og i stedet fremhæve de opgaver, du synes er spændende. Husk dog på, at der vil være rutinemæssige arbejdsopgaver i stort set alle job.

Så du kan ikke forvente altid kun at lave alt det sjove. Desuden bør du ikke blive skræmt, hvis der i jobopslaget er beskrevet nogle opgaver, som du måske ikke lige er verdensmester i. Alting har en begyndelse, og det vigtigste er, at du får beskrevet alt det, du kan – og ikke mindst brænder for.

Vær kort og kontant

En ansøgning bør under normale omstændigheder ikke fylde mere end en A4-side. Det er derfor vigtigt, at du strukturerer den godt, så modtageren hurtigt kan danne sig et overblik over, om du er kvalificeret til at blive lagt i samtalebunken. Kom med de gode argumenter, og gør det kort og præcist.

Dog må ansøgningen heller ikke være for kort, for så ser det ud som om, du ikke har argumenter eller kvalifikationer nok til at fortælle om, hvorfor du er den rette til jobbet.

Opfordret eller uopfordret

Der er to forskellige ansøgningstyper: Den opfordrede ansøgning, der svarer på et stillingsopslag. Og den uopfordrede, hvor du på eget initiativ henvender dig og tilbyder din arbejdskraft. På de næste sider kan du se eksempler på opfordrede og uopfordrede ansøgninger og få gode råd til dit CV, der selvfølgelig også er en afgørende del af ansøgningen.