Hvilke personlige og faglige egenskaber lægger virksomhederne vægt på hos nyuddannede? Og betyder det noget, at man har haft et relevant studiejob? KarriereVejviserens HR-chefpanel giver dig svaret her.


Hvilke faglige kvalifikationer lægger I vægt på?

I Siemens søger vi altid talentfulde, nysgerrige, initiativrige, entusiastiske, spørgelystne og innovative medarbejdere med stærke faglige kompetencer og lyst til at gøre en indsats for miljøet og den verden vi lever i.

Vores medarbejdersammensætning består af uendeligt mange forskellige profiler – lige fra ingeniører til historikere til ph.d.’er. Fælles for dem alle er, at de er yderst talentfulde inden for hvert deres faglige område.

Lise Emilie Fritzbøger,
HR Specialist,
Employer Branding hos Siemens

 

Vi rekrutterer til mange forskellige typer stillinger og lægger generelt vægt på en høj faglighed inden for det område, man ansættes i – men lægger i lige så høj grad vægt på, at man er villig til at udvikle sin faglighed yderligere.

Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark

 
 

Det afhænger naturligvis af den konkrete stilling. Generelt vægter vi kandidaters evne til at omsætte teori til praktisk handling højt. Er man nyuddannet, ser vi også på, om man har haft studiejob og relevansen af disse, da det viser noget om drive og målrettethed.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

 

 

Hvilke personlige egenskaber kræver I af nyuddannede i forhold til erfarne?

Vi differentierer ikke mellem nyuddannede og erfarne kandidater, når vi ser på de personlige egenskaber. Alle kandidater skal udvise fleksibilitet og samarbejdsevne. Vi vægter samtidig evnen til at tænke kreativt og se nye muligheder. Innovation er helt afgørende for, at vi kan udvikle vores virksomhed.

Rikke Krogh,
Recruitment Manager,
LEGO Koncernen

Som nyuddannet er det vigtigt at møde sin første arbejdsplads med en spørgelyst, engagement os interesse for virksomheden og ens nye kolleger. Samtidig er det også vigtigt, at man har lyst til at lære nyt og er åben for nye og spændende udfordringer.

Det er også vigtigt, at man ikke bliver frustreret, når man oplever, at den teori, man har lært gennem studietiden ikke altid er lige let at anvende i praksis.

Lise Emilie Fritzbøger,
HR Specialist,
Employer Branding hos Siemens

Innovationsevne, nysgerrighed og engagement er nogle af de egenskaber, vi efterspørger, og det gælder såvel nyuddannede som erfarne medarbejdere.

Det moderne erhvervsliv kræver alsidige kompetencer, og at man som medarbejder kan sætte sig ind i kundernes eller brugernes behov. Derudover skal man hurtigt kunne omstille sig til forandringer og have lyst til løbende at udvikle sig fagligt og personligt.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut

 

Hvilken rolle spiller et studiejob for ansøgerens kvalifikationer?

Et studiejob spiller en stor rolle. For det første illustrerer et studiejob ansøgerens drive og evne til at håndtere både et studie og et job. Derudover er et studiejob med til at lære dig, hvordan en ”rigtig” arbejdsplads fungerer. Muligheden for at kombinere teori og praksis er guld værd.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

Som studerende er det en god idé at få et studiejob, der kan give noget med i rygsækken i forhold til det job, man gerne vil have, når man er færdig med at læse.

I Region Syddanmark har vi f.eks. haft held med at fastansætte mange af de praktikanter og studentermedhjælpere, vi har haft i løbet af deres studietid. Det er en god mulighed for begge parter til at se hinanden an.

Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark

Valget af studiejob siger rigtig meget om kandidatens prioritering af faglige og personlige interesser. Derudover viser det engagement, drive og overskud ud over studiet og studiemiljøet. Vi ser dog ikke kun på valget af studiejob, men også på frivilligt arbejde og andre fritidsinteresser.

Rikke Krogh,
Recruitment Manager,
LEGO Koncernen

Et studiejob kan spille en stor rolle for en nyuddannet. Det er en fordel at have snuset til et rigtigt job, inden man for alvor skal ud i erhvervslivet. Ud over at man får praktisk erfaring til senere brug, kan det give en ekstra dimension i uddannelsesforløbet og åbne øjnene for anvendeligheden i praksis af den teoretiske del.

De relevante erhvervserfaringer kan desuden øge sandsynligheden for, at man bliver udvalgt til en samtale frem for den kandidat, der ingen erhvervserfaringer har.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut

Fordelen ved at have haft et relevant studiejob gør, at man allerede har haft mulighed for at afprøve sine teoretiske færdigheder i praksis og dermed har gjort sig nogle værdifulde erfaringer.

Lise Emilie Fritzbøger,
HR Specialist,
Employer Branding hos Siemens

 

Er det lige meget, hvilket studiejob en ansøger har (haft)?

Hvis man under sit studie er meget klar på, hvilket job man gerne vil have efter endt studie, er det en god idé at målrette sin søgning efter et studiejob. Man kan også have fået relevant erfaring fra enten frivilligt arbejde eller rejser - og det er lige så godt.

Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark

Det er altid en fordel, at man har haft et relevant studiejob i forhold til det job, man søger. Men har man ikke haft den mulighed, så er det lige så vigtigt, at man kan vise, at man har brugt tid på andre aktiviteter, mens man har studeret.

Det kan være, at man har været aktiv i et studienetværk, har lavet frivilligt arbejde, har haft ophold i udlandet hvor man har dygtiggjort sig eller tilsvarende.

Lise Emilie Fritzbøger,
HR Specialist,
Employer Branding hos Siemens

 

 

Har I særlige forventninger til nyuddannede?

Ja, det har vi bestemt. Er du nyuddannet, er du opdateret inden for den nyeste teori. Vi forventer, at når du får job hos os, så er du i stand til at omsætte denne teori til praksis.

Peter Brandt,
HR-chef,
Rambøll

Det spændende ved nyuddannede er, at de kommer med den nyeste teori, et friskt mindset og endnu ikke er præget af indgroet vanetænkning. Det betyder, at de har mulighed for at udfordre os på en måde, som det er svært at gøre, når man har længere erfaring. Som regel husker vi at være taknemmelige for de nyuddannedes input.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

Vi forventer, at du som nyuddannet er åben, nysgerrig og interesseret i at suge viden og erfaring til dig samtidig med, at vi er bevidste om, at det første fuldtidsjob kræver en vis oplæring og tilvænning.

En nyuddannet har en masse ny teoretisk viden og idéer, som han eller hun ofte brænder for at bidrage med, og det skal der være plads til. Læringen går optimalt set begge veje.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut

 

Har I eksempler på ansatte med en uddannelse, som man ikke umiddelbart skulle forvente i jeres branche?

Ja, vi har mange eksempler. Vi har flere ansatte med forskningsbaggrund fra universiteterne som arbejder med f.eks. IT eller forbrugerviden.

Desuden har vi både fysioterapeuter, socialrådgivere og jurister, der arbejder inden for HR. Medarbejderne er bl.a. andet ansat på baggrund af deres potentiale og ikke kun erfaring og kompetencer.

Rikke Krogh,
Recruitment Manager,
LEGO Koncernen

Telia er en organisation, der rummer medarbejdere med meget forskellig baggrund. Vi har således ledere med 10. klasse- eksamen som højeste uddannelsesniveau, men også kundeservicemedarbejdere med længerevarende uddannelser.

Det er derfor ikke nødvendigvis afgørende, hvilken faglig baggrund en ny medarbejder har. Her spiller også personlighed ind.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility